Når fugle får pip

“Maja, kom lige her over” -kaldte min mand Mikkel. “Se den lige!”

Han stod og plejede ned i græsset. Jeg rejste mig, letter irreteret for jeg manglede kun at luge en halv meter af bedet, jeg var igang med. -Og med Otto i haven havde der i forvejen været en del opbrud i lugearbejdet.

Jeg gik over til min pegende mand der imidlertid tid var ved at forklare Otto at man ikke måtte røre det han pegede på.

Der lå den! Ikke en stor grim skrubtusse, som jeg nok havde forventet, men vores spætte der så ofte har givet hakke lyde fra sig oppe fra toppen af vores store hængepil.

Åh nej, den lå der på ryggen, rystende og med lidt blod ud af næbet. Den havde nok ramt et vindue på sin flyvetur.

“Skal jeg finde lidt vand til den?” Spurgte Mikkel bekymret.

“Tror du ikke det er bedre at aflive den hurtigt den ser ikke ud til at klare den.” Høre jeg mig selv sige, mens det skar en smule i mit hjerte.

Spætten åbnede øjet og så op på og som for at sige: “Neej, giv mig lige en chance.” Og sådan blev det, jeg tog fuglen op og undersøgede den, Otto legede med en pind og Mikkel hentede en plastik-lege-gryde fra skuffen og fyldte den med vand.

Holder spætte i hånden, fugl!

Længe sad jeg og aede den stakkels fugl, mens jeg undersøgte des vinger og omfanget af skaden. Den fik lidt vand og begyndt at støtte på sine ben.

Otto fik igen interesse for spætten og kom over og prøvede at age den.

Efter en halv times tid satte jeg dem igen i græsset, med vand og mad inden for rækkevide. Og forsatte arbejdet med bedet.

Fuglen blev stærkere og stærkere og til sidst fløj den.

-Hvor var det godt vi gav den tid til at komme sig og vi håber snart at høre den fra toppen af hængepilen igen.